Plantefarvning

     I mit farvekøkken bruger jeg kun ugiftige ting. Der er børn i huset, og jeg er allergisk over for mange ting uden ønsker om at det skal brede sig.
     Over tid har jeg mere og mere fået lyst til at se, hvor meget der kan lade sig gøre uden at importere eller købe farvematerialer. Det vil sige, planterne til farvning skal være nogen, jeg enten selv dyrker eller kan plukke i naturen omkring mig. Den uspundne uld, jeg bruger, kommer også fra får i nærheden.  Det kalder jeg dogmefarvning. Men på trods af navnet er jeg ikke dogmatisk, det sker, jeg leger med indkøbte materialer eller andre underlige sager.

Vores vand er hårdt; 17,4 °dH, (Hårdheden kan ses på vandværkets hjemmeside). Det har helt sikkert betydning for farverne. Nogen gange bruger jeg regnvand eller destilleret vand.

     Sjovt nok er det absolut nemmest at farve uld gullig eller brunlig med planter. Den grønne farve er også til at få, mens rød, lilla og blå er meget svære.
     Rød skal der cochenillelus, kraprødder, svampe eller lav til, selvom jeg er i gang med at forsøge med skønhedsøjer og hestekastanjeskaller.
     Blå fås kun fra indigotin, om den så kommer fra vaid, indigo, japansk indigo eller sorte bønner, er det det samme farvestof. Og i modsætning til de andre farver, trænger blå ikke ind i garnet, men lægger sig på overfladen af fibrene. Derfor er blå den mindst holdbare af alle farver. Det gælder også for cowboybukser.  Også hvad blå angår, er der forsøg undervejs. Stokroseblomster og akelejer ser lovende ud.

Et par plantefarvede garnnøgler

1. Vask:
Det første, ulden bliver udsat for, er en grundig vask. Der er næsten altid rester af spindeolie og andre mærkværdige stoffer i købt garn, og uld frra fåret indeholder lanolin. Dels forhindrer det farverne i at sidde ordentligt fast, dels er jeg ikke meget for dem overhovedet. Jeg vinder garnet op og binder løst om det et par steder, så det ikke filter sammen undervejs. Så opløser jeg sæbespåner i 40 grader varmt vand og vasker garnet ved at trykke og kramme, ikke vride. Hårshampoo er også en mulighed, uld er jo hår. Derefter bliver det skyllet i 40 grader varmt vand, sidste hold med en sjat eddikesyre, for at normalisere pH værdien i garnet.

2. Bejdsning:
     Alt mit uldgarn bejdses i 20 % alun. Altså 20 gram alun til 100 gram TØR uld.
     Garnet sættes i blød i lunkent vand, så det bliver helt vådt. Alun opløses i en sjat varmt vand i en gryde, så hældes der koldt vand i og det gennemvædede garn kommes også i. Det varmes op over lavt blus til 80 grader - det er når det småbobler i kanten, hvis man ikke har et termometer (det er en nyttig investering). Gryden holdes på 80 grader en time og så slukker jeg og lader det stå til det er koldt. Jeg skyller garnet efter bejdsningen, sådan at der ikke er overskydende bejdse i vandet, når man farver. Farven skal jo gerne ende på garnet, og ikke i vandet.
     Koldbejdning er endnu bedre, både for garn, miljø og farvernes holdbarhed. I stedet for at simre garn og alunvand, lade jeg det ståp i tre dage og vender rundt i det af og til undervejs. (Tak til Astrid @ Midgaards have for gode forsøg og forbilledligt klare beskrivelser).
     Alun køber jeg hos Matas, og der står på bøtten at det både kan bruges til at lave modellervoks til børnene og til madlavning, så er det ikke giftigt i min bog. Det smager for øvrigt temmelig skrækkeligt.

     Alt garn bliver vasket og bejdset så snart det kommer inden for døren. Det skader ikke, selv hvis det skulle være unødvendigt, og så tager jeg ikke fejl.
     I genbrugsbutikker er jeg altid på udkig efter hvidt uldgarn, også hvis der er strikket noget af det. Det kan trevles op og farves. Jeg vil helst ikke have garn der er superwashbehandlet. Det ændrer farvemodtagligheden, og så er det en proces med mange skrappe kemikalier og måske plastik involveret.
     Efter bejdsning og tørring vikler jeg noget af uldgarnet op i små nøgler på 10 g hver. Så er de klar til forsøg, når jeg finder en spændende plante eller svamp.
     Uldgarn kan godt tåle at koge uden der sker noget med det, bare det varmes langsomt op og køles langsomt ned igen, det sker af og til at det koger.
     Til tøj til mig selv strikker jeg næsten kun med alpaccagarn. Uld klør nemlig så rædsomt. Alpaccagarn tager mindre godt mod farverne, men det bliver alligevel kønt.

3. Farvning:
Hvis jeg farver med tørrede planter, sætter jeg dem i blød i lunkent vand aftenen i forvejen. Jeg synes, det giver bedre farver. 

Hvor meget plantemateriale skal der bruges? Det er naturligvis forskelligt, men som en tommelfingerregel kan dette bruges:

 * Friske blade: Ca. 4 gange så mange som uld
 * Friske blomster: Ca. dobbelt så mange som uld
 * Tørre blade: Ca. dobbelt så mange som uld
 * Tørrede blomster: Ca. lige dele blomster og uld

     Først gør jeg garnet grundigt vådt i lunkent vand og lægger det i en stor gryde, så lægger jeg alle plantedelene oven på, og hælder vand i gryden til planterne er mere end dækket. Gryden sættes så over ilden på lille blus og varmer langsomt op. Det må godt tage flere timer før farvesuppen når den rette temperatur, et sted mellem 75 og 80 grader for de fleste planters vedkommende. Så holder jeg temperaturen der en time og har ekstra varmt vand parat hvis vandstanden skulle blive for lav. Af og til vender jeg forsigtigt rundt i det hele med en kæp, og jeg trækker måske også lidt af garnet op for at følge med i farvningen. Forsigtigt, så det ikke filter. Efter en time slukker jeg for gryden og lader det stå til det er koldt, helst til næste dag.
     I starten var jeg over gryden med et termometer hele tiden, senere lod jeg det bare småsimre, med mindre temperaturen betød noget for farven. 
     Nu har jeg investeret i den vidunderlige gryde. En henkogningsgryde, der kan holde temperaturen og selv slukker, når tiden er gået, det er en enorm lettelse. Ikke flere glemte gryder med kogt garn og  farvet vand ud over komfuret.

     Ofte kan "urtesuppen" genbruges en eller flere gange. Det kaldes 2. bad (og 3., 4. ...) og giver lysere nuancer af samme farve. Meget smuk til tone-i-tone farvning af garn.

4. Efterbehandling:
     Næste dag (eller når det er helt koldt) tager jeg garnet op. Jeg hænger det til tørre indendørs, for det er vigtigt at det ikke får sol. Når det er tørt igen, vasker jeg det i sæbespåner, shampoo eller hjemmelavet uldsæbe, skyller i tre hold vand og så ét til, der er tilsat en smule eddikesyre.
     Så hænger jeg det til tørre på et sted med masser af luft, men ikke i solen, Nu skal det være helt tørt. Så er det færdigt til at vinde op og bruge. Husk at sætte et skilt på, hvad det er farvet med og hvornår. Man kan ikke huske det!

5. Lysægthedstest:
 En af de vigtige ting at vide, er hvordan farven klarere solen og tidens tand. Jeg vikler en ende om et stykke pap, som jeg derefter lægger dobbelt og lukker med klisterbånd, så halvdelen af garnet er inde mellem lagene. Så lægger jeg pappet i min sydvendte vindueskarm og venter.

    Her er to grønne farver, der først har ligget 10 dage i majsolen 2018. Så har jeg lukket pappet op, og vundet det på igen, så overgangen kom til at ligge på midten.
     Den øverste er bøgeblade og den nederste er røde hasselblade. Det kan tydeligt ses, at hassel er mere lysægte end bøg.
     Det er det samme garn, bejsdset og behandlet på samme måde. Det blev lagt tilbage igen, så kan jeg se, hvad der videre sker. Og der er stadig et stykke, der ikke har været udsat for solen inden i pappet.

Man kan altså farve næsten hele regnbuen med træer og planter fra Nordsjælland. 

Grøn: tagrør. Gul: lugtløs kamille, gyldenris og vild kørvel. Gyldenbrun: kamille på brun uld.
Rød: kastanjeskaller, Orange: kastanjeskaller og gyldenris. Blålig: stokroser. 

Hvidt, gråt, brunt og sort: fårene.